H.C. Andersens (1805-1875) brevveksling med B.S. Ingemann (1789-1862) og hustruen Lucie (1792-1862) er en af eventyrdigterens sidste store korrespondancer, som nu udgives i sin helhed. Den er ikke alene en vigtig kilde til forståelse af såvel Andersens som Ingemanns liv og forfattterskab, men bidrager også til belysning af den danske guldalderkulturs historie. Korrespondancens 392 bevarede breve spænder over mere end 45 år fra 1820 til 1867 - fra H.C. Andersen som fattig og ukendt opsøger Ingemann i København, til han beretter om udnævnelsen til æresborger i Odense kort før Lucie Ingemanns død. Brevvekslingen viser Ingemanns store betydning for den unge Andersen som seriøs litterær kritiker og vejleder og den afslører, hvordan rollerne senere til en vis grad byttes om. Sidst, men ikke mindst vidner den om den menneskelighed og forståelse hos Lucie og B.S. Ingemann, som Andersen altid satte så stor pris på. Den bekræfter til fulde sandheden af H.C. Andersens karakteristik af Ingemann i Mit Livs Eventyr, at de begge var "Mennesker i hvis Omgivelser, man ligesom bliver bedre; det Bittre og hele Verden faaer en Solglands, der udgaar fra det hyggelige Hjem".